Holbæk Kommune Tilslutter sig Fishing Zealand

Holbæk tilslutter sig Fishing Zealand

Holbæk bliver nyeste skud på Fishing Zealand stammen og tilslutter sig dermed projektet i 2016.

Holbæk Kommune råder over nogle af Sjællands mest vitale gydevandløb og nogle af de allerbedste fiskevande.

Og med udgangspunkt i Fishing Zealands ønske om at udvikle den bæredygtige lystfiskerturisme i hele regionen, er Holbæk derfor en særdeles kærkommen ny medspiller. – Holbæk Kommune binder på mange måder fjord-kommunerne sammen, siger projektleder i Fishing Zealand, Gordon P. Henriksen. – Lejre, Roskilde og Odsherred deltager i forvejen og Holbæk ligger derfor centralt placeret.

Kommunen råder over mange vigtige åer og områder, som vi kan arbejde målrettet med, og i forhold til hele det fjordområde, som Lammefjorden, Isefjorden, Holbæk Fjord og Roskilde Fjord udgør, så vil det nu være muligt at udarbejde en tværkommunal og holistisk strategi til yderligere gavn for miljøet, fiskebestandene og turismen.

Vi har allerede flere konkrete ideer på tegnebrættet som vi glæder os til at komme i gang med.

Holbæk Kommune har masser at byde ind med, når det gælder miljø, natur og fiskeri.

Kommunen råder over utallige kilometer kyststræk i Isefjorden, Lammefjorden og Holbæk Fjord – og med Orø, som et lille idyllisk smørhul midt i fjordlandskabet. I tillæg findes der massevis af spændende fiskevande indenfor kommunens geografiske afgrænsning – inklusive Lammefjordskanalen, Skarresø, Maglesø, Torbenfeld Sø og Gyrstinge Sø. Og sidst – men ikke mindst – Tuse Å og Elverdams Å, som er vigtige opvækstvandløb for fjordregionens havørredbestande.

Turismechefen v. Holbæk Erhvervsforum, Claus Westergaard, ser frem til at udvikle det tværkommunale samarbejde: ”Tilslutningen til Fishing Zealand er et særdeles positivt skridt i retningen af et endnu stærkere partnerskab mellem kommunerne omkring Roskilde- og Isefjorden, som vi under fælles betegnelse kalder Fjordlandet – Copenhagen Countryside.” Du vil fremover kunne følge med i de mange forskellige aktiviteter, som Fishing Zealand vil iværksætte i Holbæk Kommune på www.fishingzealand.dk

FAKTA:

Fishing Zealand

Fishing Zealand er et samarbejdsprojekt mellem Danmarks Sportsfiskerforbund, adskillige kommuner på Sjælland samt lokale virksomheder og turistorganisationer. Projektet har til formål at udvikle og fremme bæredygtigt lystfiskeri og bæredygtig lystfisketurisme og i processen forbedre fiskemulighederne i hele regionen til stor gavn for miljøet, lystfiskerne og den lokale erhvervsvækst.

Bæredygtigt lystfiskeri

Bæredygtigt lystfiskeri er et relativt nyt begreb, der handler om at dyrke og videreudvikle lystfiskeri på en måde, der sikrer fremtidens lystfiskeri. Det involverer fx frivilligt arbejde med at skabe bedre miljøforhold for fiskebestande og sociale indsatser, der kan lære børn og unge om fiskeri og naturen. Det omhandler også den måde, den enkelte fisker udviser sund fornuft og tænker bæredygtighed ind i sit eget fiskeri, og om hvordan lystfiskeri kan generere værdi for samfundet og lokaløkonomierne.

Yderligere oplysninger:

Projektleder i Fishing Zealand 
:

Gordon Henriksen

tlf. 29 90 87 70

Gordon@megalops.dk

Lokal kontaktperson
:

Ø konsulent på Orø v. Holbæk Erhvervsforum

Sune Nielsen

Tlf. 40484107

oroekonsulent@heforum.dk

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *