Giga putter til Kongen

Kim har været ude at fiske lidt og skriver:

– Efter igennem en uge at have fulgt nøje med i vejrudsigterne, besluttede jeg mig for, at mandag den 14. april, skulle være den dag jeg igen ville prøve lykken, efter en af de store bækørreder, som Simon havde sat ud forrige weekend under storfanger weekenden. Kraftig blæst og regn blev ved middagstid efterfulgt af et højtryk og opklaring, samt vind fra nord vest – den rette opskrift på bækørredgevinst i Simons put sø. Jeg mødte op ved søen over middag, og det småregnede stadig lidt, så jeg besluttede mig for at fiske lidt gennemløber for ligesom at tage temperaturen.

Jeg fik hurtig en fin regnbue på, og efter en fantastisk fight kunne jeg lande en fin fisk i 3 kilos klassen. Skiftede efter lidt tid over til powerbait, og fik her to fisk mellem 2-3 kg. Opklaringen kom i vejret, og det var nu tid til at finde dræbergrejet frem: orm efter bombarda. Efter kort tids fiskeri får jeg drømmehugget, en stor fed bækørred hugger helt inde ved kanten, i det jeg løfter flåddet fra vand overfladen. Jeg har ikke en chance for at kroge den ordentligt, og efter en fight med hidsige udløb og flere forsøg på netning, må jeg til min store ærgrelse se fisken vinde kampen, og forsvinde med en del af min trekrog tilbage i dybet. Det var i dette øjeblik, jeg ønskede mig tilbage til barndommen, hvor jeg ville have mulighed for at græde snot ud over det sædvanlige, uden folk ville stille spørgsmål til det. Men jeg må nøjes med et vredesudbrud, og en stang der flyver gennem luften. Øv.

Efter yderligere 3-4 timer uden fisk, forsøger jeg mig langs mit hemmelige hul med en ny hjemmelavet gennemløber, og i 3. kast falder hugget. Et kontant udløb uden stop, og uden at vise sig i overfladen, fortalte mig, at det her var en god fisk. Andre i søen havde også luret dette, og kom over for at følge med. Efter ca. 10 minutters fight kunne jeg nette en fisk i en størrelsesorden, som er helt uvant i danske put søer. En stor grum og bredrygget bækørred, som tvinger vægten tæt på de 10 kg, men dog lige under: vægten stoppede på 9,770 kg.

20140415-161029.jpg

Ny danmarksrekord endnu en gang.Tak for fighten, og tak for endnu en fed oplevelse. Der går i hvert fald en bækørred,mere, som er i den vægtklasse, så mon ikke jeg lige holder øje med vejret det næste stykke tid.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

6 Responses to Giga putter til Kongen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *