I dag er det formandens 50 års fødselsdag.
Ole og jeg mødte hinanden igennem Rødovre sportsfiskerforening for små 10 år siden. Den første tur jeg var med på, gik til Asnæs rev, og da vi begge boede i København, var der en del transport tid. Da vi endelig kom frem, var der så 25 minutter at gå til revene. På vej hjem i bilen fra den første tur tænkte jeg: “Han må være bindegal – at bruge så meget tid på transport bare for at fiske. Helt tosset”. Jeg havde dog set, at der var fisk på Asnæs, for Ole havde fået tre stykker med hjem i bilen. Jeg selv fik ingen.
Af en eller anden årsag tog jeg alligevel på en tur nummer 2. Og så skete det. Jeg fik bacillen, der kan få voksne til at få søvnbesvær og gøre de fangst-løse perioder sure, ikke mindst for familien: Jeg oplevede en time på rev, hvor fiskene bare væltede om ørene. 3-4 fisk måtte op og vende, én med hjem.
Jeg var der alene, for selv om vi fisker sammen, fandt vi hurtigt ud af, at vi ikke altid vil stå ved siden af hinanden og fiske. Ole havde selvfølgelig fanget dobbelt så mange, og meget større. Men det var lige meget, for han havde vist mig vejen til en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Og jeg bliver vist ikke kureret for bacillen – heldigvis.
Det er blevet til mange gode oplevelser sammen siden hen. Ole har lært mig at gå på kysten og spotte og fange havørred, og vi er nu ved at fange lige mange fisk. Ole har noget erfaring og historik – og ikke mindst fiske-litteratur – med i sin bagage om havørredfiskeriet, som er utroligt spændende og som han er godt til at dele ud af. En særlig fiske-venlig egenskab som Ole besidder er, at være i stand til at gå helt i dybden med det han gør: bliver der fisket, bliver der fisket igennem! Og i en tid hvor vi alle har en tendens til alt for hurtigt at shoppe mellem tilbud fra mobiler, tv, facebook og alt det andet, er det prisværdigt og smittende. Ting tager tid, og dét der er værd at gøre, er værd at gøre ordentligt.
Dét arbejde Ole gør for foreningen er formidabelt. Han får os andre i bestyrelsen til at give den gas og holde dampen oppe. Han ser konstant nye muligheder for at udvikle eksisterende faciliteter, og få nye til. Evnen til at parlamentere med kommune, nye medlemmer og andre foreninger, der deler vores interesse, er uovertruffen. Jeg er taknemmlig for at blive inddraget i en proces, som handler om at gøre foreningen så sjov for medlemmerne som overhovedet muligt. Venskabet er blevet endnu stærkere efter, at Ole fik lokket mig med i foreningen 🙂
Dejlige ven og formand: stort tillykke med dagen!
Morten Webmaster
Det er godt du kun blev 50 år, så kan du være formand i mange mange år.
Stort tillykke til min ven Ole, også tak for det store arbejde du gør for klubben.
Tillykke formand! 🙂
Også fra mig skal der lyde et hjerteligt tillykke med fødselsdagen
Med dit engagement og gode humør er du for mig en væsentlig årsag til, at jeg
føler mig godt tilpas i foreningen.
Mange hilsner
Poul
Mange tak skal i have. Jeg havde i dagens anledning lejet Hytten og det fungerede rigtig godt med mad udefra.
Et forsinket tillykke herfra, håber du havde en god dag.